Fyns Amts Avis, Iben Friis Jensen 2012

*****

Det går jo ikke altid den vej, som karrusellen drejer; man kan falde af, og være helt fortabt og forsvundet, men man kan også blive fundet igen. Livet er en uforudsigelig størrelse, og selvom det går skidt, skal man ikke holde op med at håbe.
Det er en dejlig livsbekræftende pointe vi præsenteres for i Gruppe 38’s nye forestilling “Bukseknappen”, som havde premiere torsdag aften i Århus.
I et enkelt univers, der lugter lidt af gamle dage med skillingsviser og stikkelsbærgrød møder vi den sky og næsten usynlige Ingeborg, som er helt alene i verden, og den privilegerede Niels der har arvet herregården med det gyldne kobbertag, og har både en mor, en far og en ged. Niels bliver betaget af Ingeborg, han ser hende, selvom andre ikke gør, og hun ser ham; “hendes blik brændte sig gennem skjorten” da de mødes en dag i det omrejsende tivoli, hvor skygger af cykelhjul og lirekassemusik er nok til at illusionen er komplet. Men Ingeborg tør ikke rigtigt, selvom hun utroligt gerne vil, og bliver ladt alene tilbage med hans tabte bukseknap.

Skæbnesvangert bliver det, da taget på gården skal repareres, og de to krejler håndværkere påstår, at det kommer til at koste rigtig mange penge. Niels må rejse højt op i de kolde bjerge for at skaffe dem. Men det hele går så grueligt galt for ham og han forsvinder.
Det sceniske billede er enkelt, gennemtænkt virkningsfuldt, og udnyttes optimalt. En stor trækasse og fire lamper på stativ kan må magisk vis og legende let forvandle sig til herregård, tivoli, nordlige bjergstrøg og sørme også gravsted, hvor en skæg fætter af en fynsk graver fortæller Ingeborg, at Niels’ mor bare venter på at sneen skal smelte, så de kan finde hendes søn og begrave ham.

Historien er rørende og enkel, og Bodil Alling er en utroligt fængende fortæller. Man suges simpelthen ind af hendes intense nærvær, og berøres når hun ryster og stammer, som den nervøse Ingeborg. Og det er stærkt, når hun et kort øjeblik (næsten) træder ud af rollen, for at fortælle, at det ikke er til at holde ud, når nogle bliver så kede af det, at de mister lysten til at leve.
Claus Mandøe er som Niels en kæk og kry ungersvend, der flygter fra sit nederlag og rejser med tivoli’et rundt som “det halve menneske”, der danser en tragikomisk og bedrøvelig og næsten svævende dans. Her finder Ingeborg sin Niels. Hun har ventet meget længe, og båret hans bukseknap om halsen, og får ham overbevist om, at han ikke behøver at flygte, har jo alt…

“Bukseknappen” er endnu et stort lille teaterstykke fra Gruppe38, en forestilling der har meget på hjerte. Den er henvendt til børn og voksne fra 8 år og opefter. På premiereaftenen var der ikke mange af de helt unge mennesker til stede, men jeg er nu ret sikker på, at selvom de måske ikke er i stand til at sluge hele den eksistentielle pointe, så er der utallige finurligheder og små guldkorn, der går rent ind.
(Århus Stiftstidende, Jette Skjoldborg, Marts 2008)

Stjernestunder

Originalt og begavet
At eventyr lader sig fortælle originalt og begavet, er Gruppe 38 fra Aarhus et lysende, prisbelønnet eksempel på. Deres nye forestilling “Bukseknappen” (sammen med teater2tusind og Teatret) er endnu et eksempel på, hvor stærkt teater kan virke, blot man destillerer og skræller alt overflødigt af.
Det er essensen af historien om bondesønnen Niels, hans møde med den forældreløse Ingeborg, gøgleriet i det omrejsende tivoli, kampen for gården, forelskelsen, adskillelsen, smerten og glæden vi får på blot 40 minutter. Gestaltet i et sort rum med blot et podium, projektører og fire spillere i stjerneklasse.
En forunderlig, fornøjelig og livsbekræftende blanding af fortælling og teater. Aldersgruppen er fra otte år, men som med alt godt børneteater er der lige så meget at fryde sig over for de voksne.
(Jyllands Posten, Henrik Lyding, April 2008)

Eksistentiel karruseltur i børnehøjde

Teaterforestillingen “Bukseknappen” drysser både stjernestøv og samfundsgalde ud over publikum.
Som i et andet eventyr appellerer “Bukseknappen” til hele følelsesregistret; man både griner og græmmes, mens det underfundige drama om de to ensomme skabninger udspiller sig på scenen.
Forestillingen er et særdeles vellykket bud på børneteater anno 2008. I dens underfundige behandling af emner som “selviscenesættelse” og “det perfekte liv” lykkes det at tage favntag med eksistentielle emner og samtidig være i børnehøjde.
(“Illustreret Bunker” (Journalisthøjskolens blad), Anne Nyhus, Maj 2008)