Fyns Amts Avis, Juni 2007, Marianne Kjær

– En charmerende, musikalsk fortælleforestilling fra isbjørnenes land.
To musikere og én skuespiller; stærke og sære eventyr fra det allernordligste Grønland, en masse humor, fantasi, ferm udnyttelse af et lille lydanlæg, en harmonika og en guitar.
Det er ingredienserne i teater2tusinds nye forestilling ”Det Hungrende Bæst.”
Vandrehistorierne, skrønerne fra nord fryser tilskueren fast til bænken, for de tre aktører fortæller og spiller så levende, overraskende og sjovt, at tiden flyver som ørnesjælen og barnet med ravnenæb- og vinger.
Fortællingerne bindes uden besværlige knuder sammen til én og slutter med kvinden, der i sorg over sit dødfødte barn tager en isbjørneunge til sig. Udover en god historie-collage får man lidt læring i det grønlandske sprog og eventyr, og så er man i dén grad godt underholdt.
”Det Hungrende Bæst” må få bid i de mellemstore skoleelever, som det skete med et voksent publikum ved premieren den 22. juni i Peter Seligmanns teaterhus på Enghavevej i Svendborg.

Århus Stiftstidende, 19.11.2007, Kirsten Dahl

– Hvordan i al verden kan publikum blive ført op til Grønlands nordligste hjørne, ud på indlandsisen, op i ”ørnehøje” luftlag, ned til sydens palmebevoksede sandstrande, og ud i en sfære, hvor virkelighed og drøm går i ét, og ud hvor sekunder og evighed slår sig sammen? det virker som det rene trylleri. Men det er ikke desto mindre det, som sker i teater2tusinds forestilling ”Det Hungrende Bæst.” 

Ole Sørensen har som instruktør forstået at få store fortællerhøjder ud af et helt igennem minimalistisk arrangement. Claus Helbo har som scenograf effektfyldt vovet en tilsvarende nedbarberet stoflighed. Og forestillingen løfter sig ikke mindst fordi trioen Rasmus Lyberth, Christian Søgaard og Peter Seligmann hver især og sammen mestrer fortællekunstens vanskelige metier så overbevisende godt. Det er en fornøjelse at opleve Peter Seligmann løfte op i anorakken og udpege isbjørneområdet på undertrøjens Grønlandskort, og siden rulle sig ud som både fortæller, grønlandsk isbjørneplejemor med flere.

Christian Søgaard bringer betagende det store nordlige kontinent tæt på med harmonikatoner, malet ansigt og med masketraditionens pind på tværs i munden. Det er eliksir at se Rasmus Lyberth synke lidt i knæ og blive den lille isbjørneunge. Ligesom det er i det lille varme mørke spillerum på hans stemmes vinger at blive ført ud på hvide isflager, mærke vindens kolde sus, og miste horisonten og virkelighedens sikre fodfæste af syne. Har man lyst at mærke suset af den Grønlandske sjæl, og vil man gerne høre en grønlandsk myte fyldt med betagende dimensioner, poetiske tekstpassager og tankevækkende lag blive spændende fortolket, og vil man unde sig selv en stor teateroplevelse er ”Det Hungrende Bæst” derfor en gave af de gode.

SydsjællandskeTidende, 26.11.2007, Jens Bjerre Tybjerg

– En fascinerende beretning fra de hvide bjørnes land. Flere grønlandske sagn blev kædet sammen i et spil fra fødsel til død, om fangere og dyr. Gribende var fortællingen om isbjørnens jagt på sælen, der slutter med isbjørnens død, og sælens forvandling til ørnen.
Det store følelsesregister var fremme i fortællingen om kvinden, som mister sit barn og i stedet tager en isbjørneunge til sig.
Fortællingerne blev levende gennem et stærkt kropsprog, en vidunderlig mimik og stor musikalitet.