Fata Morgana
En sort og en hvid møder hinanden i den øde afrikanske ørken. Den ene taler dansk den anden bemba. Sort har forladt familie og landsby for at søge lykken på den anden side af havet. Hvid er kommet bort fra sin rejsegruppe. Sort lader hvid drikke af sin vanddunk. De nærmer sig hinanden og prøver at gøre sig forståelige. Da de er ved at løbe tør for vand, tilspidses situationen. Fata Morgana er en tragikomisk blanding af realistiske og fantastiske situationer, hvor grænserne mellem drøm og virkelighed udviskes.
- Medvirkende Douglas Mumbi og Peter Seligmann
- Forfatter Volker Quandt og Peter Seligmann
- Instruktør Volker Quandt
- Assistent Miriam Orlowsky
- Scenografisk konsulent Claus Helbo
- Aldersgruppe 9-12 år eller 15 år og over
- Varighed 45 minutter.
- BLACKOUT Ønskelig
Tag mig med syd for Sahara
I hvert fald hvis jeg kan komme med i skyggen af Peter Seligmanns safarihat og opleve det kontinent, der ellers bare er sort og stampende og fyldt med elefanter .Fordomme har de fleste af os nok af. Og Peter Seligmann har tydeligvis specialiseret i de danskerfordomme, der drejer sig om Afrika. Alle de stereotype forestillinger om varmen og støvet, insekterne og slangerne– og om afrikanernes uforudsigelighed og antagelige fjendtlighed og deres evindelige rytmestamp. Okay, der er vel de smukke elefanter i solopgangen på de riges safariture. Men ellers er Afrika det sorte, ukendte kontinent, som vi så godt som aldrig sætter på listen over drømmerejsemål.
Men efter at have set teater2tusinds forestilling ’Fatamorgana’ er det nærliggende at ønske sig syd for Sahara. Forestillingen er i hvert fald en skøn introduktion til afrikansk humor. Samtidig er den en voldsom satire over danskernes selvopfattelse, som ikke mangler noget i selvtilfredshed – og en brutal udstilling af den vestlige, idiotiske tilgang til kulturer, som vi ikke kender, men som vi automatisk antager er laverestående. Sådan groft fortalt.
Sveden pibler
’Fatamorgana’ foregår på en firkantet scene, der hviler på vandflasker. Rødbrun jord kalder Karen Blixens afrikanske farm frem i øjnene – og øverst troner et badekar. Sådan et gammeldags, grotesk badekar, som scenografen Claus Helbo må have frydet sig over at finde.
En safariklædt mand med Livingstone-kulør går rundt og sveder – og leder. For han er blevet væk fra sit rejseselskab. Hans smalle læber spidser til, og hans små prikøjne bliver til sandkorn i varmen. Men lige inden panikken tager over, bliver han reddet: For op af badekarret dukker en sort afrikaner.
Herefter følger det sjoveste møde. De to mænd taler hvert deres sprog; danskeren taler dansk, og afrikaneren taler ’bimba’. Derfor opfinder de hurtigt et mimesprog, så de umiddelbart kan forstå hinanden – en ukonventionel mime, rationaliseret ned til det essentielle til situationen i 40 graders hede og ingen vand.
Eller næsten ingen vand. For selvfølgelig har afrikaneren rigeligt med ekstravand i tasken; han er jo ikke ansvarsløs turist sådan som danskeren. Og danskeren bliver ladet op med fortrøstning og kaster sig ud i en omgang ’I Østen stiger solen op’, som han straks føler sig kaldet til også at lære sin nye ven. Afrikaneren er lærevillig, men klarer sig også fint med sin egen rytmejam i badekarret.
Pointen er selvfølgelig, at de skal vente på en bus, som i hvert fald ikke kommer i dag, men måske en gang i løbet af ugen. Og det passer selvfølgelig ikke helt til danskerens temperament. Selv om han høfligt foreslår ordsproget ’kommer tid, kommer råd’, som afrikaneren hurtigt lærer at kopiere med et smil.
Mimikken klukker
Skuespilleren Douglas Mumbi fra Zambia har en herlig afventende overbærenhed over sig i rollen som afrikaneren. Han underdriver bevidst sin mimik i begyndelsen af forestillingen for så langsomt at åbne for sine vidunderlige grimasser, der ender helt ude i slapstick.
Mumbi er en charmerende komiker. Han har vitterlig ikke brug for replikker af ord. Desuden bliver hans afrikanske umiddelbart forståeligt for alle, når han først gestikulerer hen over savannen…
Peter Seligmann går aldeles ind i danskerrollens ublu ulidelighed. Han skaber dermed et subtilt portræt, der bliver en spejlet satire på danskernes klichéopfattelse af afrikanerne: Han smisker, han snyder, han smiler, han synger – han gør hvad som helst for at redde sig selv i nuet. Mens afrikaneren faktisk bare opfører sig ordentligt og hjælper ham, så han kan klare sig på længere sigt.
Danida sukker
Omdrejningspunktet bliver tørsten. Danskeren leder efter vand, mens afrikaneren tager det helt roligt. Danskeren forsøger sig med tanker om en ønskekvist, mens afrikaneren bare har taget rigeligt vand med hjemmefra.
Så nej, der er ikke tvivl om, hvor sympatien ligger hos den garvede, tyske dramatiker og instruktør Volker Quandt. Men plottet er holdt så stramt, og iscenesættelsen er hele tiden holdt så underdrevet og alligevel så spændingsfyldt, at entydighederne fordamper ud i komikken.
’Fatamorgana’ er blevet en forestilling, som Danida velsagtens ville ønske, at de havde fået skabt på bestilling; nu skal de i hvert fald købe en stribe af slagsen, hvis de vil have en føling med danskeromdømmet hos danskerne selv. Og det er vel også en pointe: at vellykket, tværkulturel kunst hovedsagelig opstår som resultatet af oprigtige relationer mellem kunstnere, ikke af fornuftssammenføringer.
Tørsten stiger
Desuden er det interessant, at ’Fatamorgana’ vises netop nu, hvor også voksenteatret boomer med forestillinger om danskere i ulande. Astrid Saalbachs voksenforestilling ’Rødt og grønt’ om ambassadefolk i Afrika har netop været opsat på Det Kgl. Teater i foråret og skal spilles på Århus Teater til efteråret. Stuart Lynch og Jørgen Tellers afrikanerforestilling ’Look Homeward, Angel’ med Andrea Vagn Jensen blev spillet på Dansescenen i november 2009 – og Teatret Vesper med Mads Mazantis ’En Studie i Hovedjagt’ på Overhuset i sommeren 2009 skildrede en nødhjælpsarbejder, der gik til grunde i junglen.
Det er imponerende, at teater2tusind har fået denne internationale forestilling på benene – eller på vandflaskerne. Og det skønne er velsagtens, at ’Fatamorgana’ både skaber eftertænksomhed og gode grin hos de mellemstore børn og hos deres voksne. Og en tørst efter at vide mere om det kontinent, der absolut ikke kun lokker med sine elefanter.
Selv ville jeg i hvert fald gerne med et sted syd for Sahara. I hvert fald hvis jeg kunne komme med i skyggen af Peter Seligmanns safarihat.