Århus Stiftstidende, 4.11 2006, Kirsten Dahl
Finurlige og filosofiske replikker, et opfindsomt og skønt samspil med publikum, nærværende skuespil, stemningsfyldt harpespil, og et lystigt klatre-i-træer-liv, som pludselig kommer til at hænge i en meget tynd tillidsknækket tråd, men heldigvis reddes i land og vendes til en ny forventningsfuld begyndelse. teater2tusinds ”Morfars Paradis” har det hele.
Lystig leg og dyb alvor.
I løbet af mindre end en time inviterer forestillingen sit publikum (5 til 8 årige og voksne) med ind i en historie, som handler om tro, skyldfølelse og tilgivelse.
Ganske som børn og barnlige sjæle, når de fabulerer, er forestillingen udfordrende springende og associativ i sin form. Som et centralt afsæt begynder Peter Seligmann med en vigtig fortælling om, at man godt kan have flere mennesker inden i sig. Man kan ikke se det udenpå. De kan fylde mere eller mindre, og de kan flytte rundt i kroppen på en. Med replikken ”Min morfar lever f.eks. inden i mig, og han fylder meget” åbner han op for at spille både morfar og barnebarn. Og inviterer så et barn op som en stund agerer barnebarn til historiens morfar – den mand, som elsker det valnøddetræ, som det er lykkes ham at pode en pæregren på.
Med ”Morfar Paradis” viser teater2tusind sig nok engang som et teater, som med musik, fysik og fortællekløgt forstår kunsten at fabulere.

Børneteateravisen, 2006, Randi K. Petersen
Når han griner, kan man se på maven, at Morfar er inden i!
Der er plads nok, selvom han er tynd. Manden på gulvet demonstrerer, hvordan et menneske, man holder af, kan flytte rundt og give sig til kende i hele ens krop. Rasmus, en sød knægt, indvilliger fra starten at optræde som hjælper for at få erindringerne om ”Morfars Paradis” på scenen.
Det går strygende. De sidste detaljer i den højt opstablede, ret abstrakte scenografi bringes på plads.
Øverst knejser den smukke klassiske harpe, der i Anette Gøls kyndige hænder leverer tempo-fyldt, effektfuld musik til skuespillet. Hverdagslivets sysler, som det tog sig ud i 1950’erne, får med Peter Seligmann og Anette Gøl som gæve bedsteforældre og et væld af forklaringer hæftet på tid og plads i forestillingen.
Dermed lægges en fin bund under den humoristiske forestilling, der tilsyneladende er enkel og ligetil at forstå.
Men som i realiteten byder på store spørgsmål om tro, skyld og tilgivelse, som teater2tusind elegant har vævet sammen til en underholdende helhed. I dag er manden ved navn Rasmus (navnet følger den frivillige hjælper. red) voksen og mindes det trygge samvær mellem Morfar og barnebarn. Men især dengang deres dybe tillidsforhold helt uventet kom i farezonen…