Børneteater Avisen, Kirsten Dahl

Nogle forestillinger siger man helt mave-impulsivt ”den er dejlig” om. teater2tusinds ”lille Claus og Store Claus” er sådan en. Og ”dejlig” gemmer på mange teaterpositive ting.
Forestillingen er gennemarbejdet. Original i sin fortællemåde. Den går til benet af det gamle eventyr og tilbyder en tolkning, den konsekvent forfølger i sin scenepraksis. Den er imødekommende og varm i sin henvendelsesform uden at slække på den vrede og de andre barskheder, der er i historien; den skelner med andre ord klart og skarpt mellem fiktion og kommunikation.
”En rigtig Peter Seligmann” vil være en tredje forestillings-karakteristik. For Seligmann folder her nok engang med plastisk virtuositet sin store kropslige og mimiske kunnen og sin finurlige charme ud.
Fortjenesten er nu ikke kun på mændenes side. Seligmann bliver nemlig flot suppleret at Uta Motz som både er spiller og violinist.
Hendes sprøde hunkøns-tilstedeværelse giver forestillingen en dimension, som rækker langt ud over Uta Motz egen præstation.
I Poul Fly Plejdrups super-minimalistisk ramme med to ulig store stole og et groft bagtæppe i kanvas, får de to spillere i deres fine samspil et univers til at opstå af næsten ingenting.
Lille Claus lader flittigt andre få skyld for noget han har gjort. Men hvorfor? Den undren planter forestillingen tillige. Og undren er jo ikke det værste en forestilling kan føre med sig.